tirsdag den 10. april 2012

Jeg har holdt ferie fra hundetræningen (og vist også med at skrive på bloggen :-/ ) og det har været skønt at lave alt muligt andet, finde ny inspiration og ikke mindst blive ladet op til endnu en skøn sæson på Hundensgaard.
Når jeg nu ikke har stået på træningsbanen i en periode, har jeg i stedet brugt tiden på at høre foredrag om hundens ernæring ved ernæringsekspert (lyder fint, men kan vi i grunden ik' alle sammen kalde os det?) Allan Venzel. Ikke synderlig ny viden derfra - havde drømt om at få en hel masse viden om råfodring, men i stedet handlede det meget om tørfoder og beregning af hvad der er i det... ØV!

En aften i marts brugte jeg hos Magtor Hundemassage, hvor Christian Hembo fortalte vidt og bredt om hundens fysik og forebyggelse af skader samt genoptræningsmuligheder, når skaden er sket. Jeg har selv været primus motor på foredraget, idet jeg synes, det er et rigtig vigtigt emne (for alle hundeejere) at være opmærksom på.  Jeg har i et par måneder har haft min store leonberger Shiva i Christian Hembos kyndige hænder og han i den grad har ændret på Shivas rygproblemer, hvilket desuden har medført, at hundebamsen er blevet langt mere glad og fjollet :-)

Et par aftener er også blevet brugt på at få genopfrisket mit førstehjælpskursus fra 1997. Jeg håber selvfølgelig ikke, jeg nogensinde får brug for det, men det er dog rart ikke at føle sig helt magtesløs i en ulykkesituation. Jeg synes, alle burde tage et førstehjælpskursus - nu har jeg bedre forudsætninger for at hjælpe andre, men er der nogen, der er i stand til at hjælpe mig, hvis jeg er uheldig...?

Jeg er (stadig) i fuld gang med Hundensgaard Webshop. Der er sørme mange formalia, der skal være på plads inden shoppen kommer op og køre, men nu har jeg da fået betalingskortgodkendelsen i hus og er reeeeet tæt på at gå i luften - regner jeg med. Der er mange varer på shoppen allerede, men jeg mangler mange flere og der skal størrelser, vægt, billeder og priser på hele bunken, så alene dét, er et fuldtidsarbejde - og jeg er altså kun mig selv ;-)

Helt privat har de sidste par måneders "fritid" og ikke mindst vejret gjort, at jeg har haft mere gang i hesten. Det er ren balsam for sjælen, at komme en tur i skoven på hesteryg eller komme tættere på at hesten og jeg kan lave "spin" og "sliding stop" :-) Jeg skal bare have lavet en ny aftale for undervisning hos Pernille Bendix, så vi kan komme videre med diverse westernøvelser :-)

Håber på snarlig forårsvejr for nu starter forårssæsonen på Hundensgaard lige om snart og jeg er ved at være rigtig klar!